Sponsorer

Velkommen til

 

 

  

 

 
 
VM-OPTIMIST TIL DEN STORE GULDMEDALJE

---

Den 15-årige Anton K. Andersen fra Sletten Bådeklub satser alt på at blive verdensmester i optimistjolle i Polen

---

AF RUD KOFOED

FOTO: AJOUR PRESS INTL.

 

Frisk, fregnet og klædeligt forsagt. Den 15-årige Anton K. Andersen fra Sletten Bådeklub er en af de fem danske optimist-helte, der vil gøre alt, hvad han kan, for at sejle verdensmesterskabet for optimistjolle hjem ved årets store, internationale opgør i Polen.

 

Man skal ikke være mange minutter sammen med ham for ane konturerne af en indre løve i kamp for sin plads som konkurrencedyrenes konge bag hans diskrete og lavmælte, ydre fremtoning.

 

 VM er den højeste, fineste og hårdeste konkurrence, en optimistsejler kan stille op i, da optimistjollen ikke er en OL-disciplin på grund af deltagernes unge alder, der højest må være 15 år i klassen. Det bliver således Antons sidste og afgørende sejlads i optimistjollen, da han netop er fyldt 15.

 

58 lande stiller med 300 udvalgte sejlere, der repræsenterer verdens bedste i Dziwnow i Polen fra den 25. august til 6. september, når VM-slaget afgøres.

 

Jeg vil gøre alt for at blive verdensmester, det er første prioritet, men lykkes det ikke, håber jeg alligevel, at VM-titlen går til Danmark, siger Anton.

 

Jeg kender godt de andre fire danske deltagere, men jeg ser dem jo mest i starten af sejladserne, siger Anton med et skævt lurendrejersmil, der markerer, at han jo helst sejler dem agterud og vinder.

 

De fem bedste danske opti-sejlere er udtaget ved forårets tre rangliste-opgør, der afgør, hvem der skal til VM, EM og NM. Listen ser sådan ud:

 

  1. Christian Spodsberg, Fredericia Sejlklub.

  2. Emil Kjær, Skovshoved Sejlklub.

  3. Anton K. Andersen, Sletten Bådeklub.

  4. William Johannesen, Skovshoved Sejlklub.

  5. Mads John Poder Witzke, Skovshoved Sejlklub.

 

Anton vandt den ene af de tre kvalifikationssejladser og blev nr. 2 i en anden, men var uheldig at måtte nøjes med en 7. plads i andensidste sejlads. Det irriterer ham endnu, ellers kunne han måske have ligget øverst på ranglisten.

 

Anton er det modsatte af den brede fritidshygge, Dansk Sejlunion lægger op til ud fra et synspunkt om, at børn ikke skal kastes ud i det benhårde konkurrence-race for tidligt, hvor de kan risikere at blive ofre for ’forældregribbes’ grådighed eller andre farer.

 

Det er bestemt ikke mig, der presser Anton, men omvendt! – Siger Antons far, selvstændig it-konsulent Bo M. Andersen, der farter Danmark rundt med sin søn til sejladser – og flere gange til store udfordringer i udlandet.

 

Det er ikke det politiske korrekte, der driver Anton. Hans fokus ligger udelukkende på konkurrencemomentet. Det er det, der driver ham – og har gjort det lige siden, han første gang kørte fra mig, da han lige havde lært at cykle. Selvfølgelig kan det være noget af en balancegang for os forældre, men jo også en glæde, siger Antons far, der for længst – sammen med Antons mor, Gitte K. Nielsen – har overgivet sig og ladet sønnen dyste alt, hvad han lyster.

 

Det giver et meget tæt far-søn-sammenhold, når vi kører land og rige rundt til sejladser – og flere gange har været i udlandet sammen til store udfordringer, siger Bo M. Andersen.

 

Sidste år var han med sin søn i Japan til et stort internationalt stævne. Anton blev specielt udvalgt sammen med fire andre danskere og kom hjem med en fornem 2. plads og noget forvænt efter den japanske behandling, der var førsteklasses hele vejen igennem. Det næppe planlagte jordskælv kunne han og Anton dog godt have undværet.

 

Men ellers har den unge sejler store oplevelser og fine resultater med hjem fra sejladser i både Belgien (tre gange), Tyskland, Spanien (to gange) og Gardasøen i Italien.

 

I Japan var det uvant og sjovt, at flyvefiskene fløj os om ørene, husker Anton om ekstraordinære oplevelser undervejs. Han har været forskånet for nævneværdige uheld, skønt han altid sejler til den yderste grænse.

 

At båden vælter betyder ikke rigtig noget, så er det blot om at få den op på rette køl igen, eller få sejlet af, så nej, ingen større uheld, siger den garvede optimist.

 

Det var min gode ven og klassekammerat Hans hjemme i Gilleleje, der slæbte mig med til optimist-sejlads i 2009, da jeg var ni år. Hans fik jeg så ’nakket’ og vandt efterhånden næsten alle sejladserne i Gilleleje, så jeg trængte til større udfordringer, selv om sejlklubben ellers var god nok. Derfor flyttede jeg efter tre år til Sletten Bådeklub, hvor jeg nu har sejlet de sidste fire år.

 

Hvad er det, der er så godt ved at sejle rundt i en lille ’kuffert med en stump klud på’?

 

Det er mest konkurrencen, der giver mig et kick – og helst i hård vind med store bølger. I Gilleleje irriterede det mig, at vi ikke altid fik lov at gå med ud, men måtte vente i inderhavnen, når vejret var for hårdt, og de store gik ud.

 

Jo værre jo bedre er med andre ord lige dig?

 

Ja, det er også, hvad jeg håber på til VM. Det må gerne være hårdt vejr, gerne ekstra hårdt til sådan lige før, sejladsen aflyses, der vil jeg nok have de største chancer, siger Anton, der nogle timer forinden er kommet hjem fra Venø Efterskole, hvor han ikke overraskende har valgt sejlerlinjen.

 

På efterskolen surfer han sammen med fire trænede kammerater, der gør det i Vesterhavsbølgerne ved den kendte, nordjyske surferdestination Klitmøller, hvor man virkelig skal have styr på sit bræt for at kaste sig ud i hårdt vejr.

 

Når jeg nu ikke længere må sejle optimistjolle, kunne jeg godt tænke mig at surfe i stedet. Min ven Hans fra Gilleleje surfer i Nivå…og ham kunne jeg godt tænke mig at nakke i den disciplin. Det samme gælder de fire fra Klitmøller, lyder det målrettet fra den konkurrencelystne ’vandhund’.

 

I Sletten er man vant til at se ham sejle ud på alle tider af året i al slags vejr. Det kan til tider være svært at følge ham konstant, når han halvdelen af tiden forsvinder mellem bølgerne, så kun mastens øverste top rækker op over. Det kan vennen Hans’ bedsteforældre Birgit og Erik Hvidberg i deres udsigtsvilla på Skolebakken i Humlebæk snakke med om. De bor, så de bogstaveligt talt kan følge Anton og sejlerslagets gang på nærmeste hold, inden han kommer forbi for at hilse på.

 

Har du overhovedet andre interesser end at sejle?

 

Nej, der har ikke været plads til så meget andet, når man så også går i skole.

 

Hvordan klarer du dig der?

 

Det går vist godt nok. Nu fik jeg lyst til at prøve noget andet end den almindelige skole, så foreløbig har det været bedre med efterskolen og jo spændende at flytte hjemmefra for første gang.

 

Har du tid til at kysse på piger og den slags?

 

Nej, ikke endnu, i hvert fald ikke ret meget, siger Anton med en genert-skælmsk blik.

 

Det er nu ikke piger, han har på væggen hjemme i Gilleleje, men vinderpokaler i et omfang, man sjældent ser i hans alder – over 30.

 

Ja, så har jeg vel ikke været helt håbløs. Den der er jeg specielt stolt af, siger han og peger på en flot en fra Gardasøen, og en fra Japan, hvor han sammen med fire danske venner var med til at snuppe pokalen for bedste internationale holdindsats udover, at han fik pokalen for sin egen 2. plads. Og så er der vinderpokalen fra Harboe Cups Sjællandsmesterskab, fremhæver han glad.

 

Det var efter, at jeg flyttede til Sletten Bådeklub, der for alvor kom fart på. Jeg tror ikke, der er nogle klubber, der har bedre ledere. Det er selvfølgelig også en grund til, at det er gået så godt.

 

Antons far indskyder: -Det er intet mindre end unikt, hvad lederen af ungdomsafdelingen, Niels Ole Sloth, har fået op at stå. Hans utrættelige engagement har forplantet sig langt ud i forældregruppen. Det er noget helt enestående, som i dag er kendt vidt omkring og også uden for landets grænser.

 

Anton ruller sine spritnye UK-sejl fra Morten Ullmann i Humlebæk sammen. De skal for alvor stå deres prøve ved VM efter, at sejlmageren har udviklet dem gennem de sidste år med så stor succes, at de i dag sidder på bådene hos nogle af Danmarks dygtigste opti-sejlere.

 

Jeg har næsten ikke sejlet med andet. De er perfekte til den måde, jeg sejler på, siger Anton og trækker lidt på skulderen over et fladt stormsejl:

 

Det får jeg nok ikke så meget brug for, mener han og regner med at klare også en eventuel storm med et mere poset sejl, der giver mest fart i jollen, der er en Winner-opti til omkring et lille halvt hundrede tusinde med det hele. Navnet er ’Blue Fish’ og sejlnummeret DEN 8497, hvis nogle skulle komme forbi. Hans opti skulle egentlig have heddet ’Bluefin’, opkaldt efter havets hurtigste, en tun, men i farten havde hans klub bestilt forkert, selv om meningen er den samme.

 

Efter at tjeklisten er gennemgået en ekstra gang, er Anton klar til at forlade Sletten og mødes med de øvrige fire, danske VM-deltagere i Skovshoved Havn med ny smurte madpakker klar til turen videre mod Polen. Hans VM-deltagelse, der alene i tilmelding koster over 16.000, er sikret af Sletten Sailing Team sponsor Ellab Fonden. Heller ikke i Gilleleje har man glemt det dygtige bysbarn. Rotary Gilleleje har i forbindelse med udtagelsessejladserne støttet Anton med 10.000 kr.

 

rud

 

 

 
 Helt nye sejl fra UK
 
 
 

 

VM holdet 2015

 
 

Nyheder

Kalender